Vikingelandsbyen er et historisk værksted, drevet af Albertslund Kommune, smukt beliggende med udsigt over St. Vejleådalen og med vægt på kvalitet og fordybelse. Stedet bliver støttet af mere end 130 medborgere organiseret i Vikingelandsbyens Venner. Vikingelandsbyen blev oprettet i 1992.
I landsbyen findes tre små grubehuse og et unikt stuehus, Salshuset, som er farverigt og smukt indrettet med håndskårne genstande og broderede tekstiler.
I samarbejde med Kroppedal Museum, bygger Vikingelandsbyen indtil september 2019 en rekonstruktion af Harald Blåtands Ravningbro 10 km syd for Jelling. Broen kommer både til at binde de to kulturinstitutioner sammen, men også de involverede kommuner, Høje Taastrup og Albertslund.
Når den i alt 700 meter lange vej- og brokonstruktion er færdigbygget i 2019, vil den stå som en imponerende levendegørelse af vikingernes infrastruktur og håndværk. Ingen andre steder i verden kender vi til lignende rekonstruktioner, og stort set samtlige 700 meter bliver bygget med håndkraft og med vikingernes værktøj og teknikker. Læs mere om broprojektet her
Den 13. september 2019 kl. 12 – 15 kan du komme med til indvielsen af vikingebroen med bl.a. demonstration af vikingeøkser, musik, smedning, fåreklipning og vikingemad. Selve indvielsen foretages af Rane Villerslev fra Nationalmuseet og folk fra Nordea-fonden. Læs mere om indvielsen her